Menu
Menu
Systemiske problemer ødelagde planeten og dannede grundlag for en voldsom ulighed — men ikke længere. Folket har valgt at stole på en politisk løsning: Store monolitiske strukturer med styrken til ikke blot at stå imod, men rent faktisk kæmpe tilbage. Regeringer er blevet givet et tydeligt mandat, der giver dem mulighed for at regulere samfundet og sikre en udvikling der er socialt og miljømæssigt regenerativ. Det offentlige gode — men hvem er offentligheden og hvad er et gode?
De geopolitiske indsatser er hævet i takt med at stater tager kontrollen over strategiske ressourcer. ‘Os og dem’ retorikken tager til. Aftaler forhandles — og hvis ikke det kan lade sig gøre at lande en aftale, så er der andre måder at sikre sig adgang til det man har brug for. Samfund, nationer, byer og fællesskaber er defineret af deres arv, historie, kultur, værdier og det land, de er grundlagt på. Det binder dem sammen og giver dem styrke. Og du er nødt til at være stærk, for der er andre derude, som vil have det, som du har, og de er ikke bange for at kæmpe for det.
Centraliseret
Stater konsoliderer deres indflydelse omkring magtcentre. De systemer og mekanismer, der holder samfundet i balance, vedligeholdes, gentænkes og udvides.
Samfundet
Societies are centred on their regenerative responsibility, security, cultural heritage, and mechanics for systemic prevention to ensure the best conditions for all its citizens — now and in the future.
At gøre det rigtige kan komme med en pris — politiske institutioner har magten til at bringe den slags ofre.
Vi er frie, men vi har ikke råd til opstand. I stilhed fjerner vi ekstremister, der forgifter deres omgangskreds.
Fremmede magter vil gribe en hver mulighed for at ramme os. Vi er nødt til at have øjne alle steder, for at undgå det sker.
Vores historie, kunst og traditioner er uvurderlige. Det er grundlaget for hvem vi er, og ingen former for materiel rigdom kan erstatte det.
Vi er født her. Vi er formet af landet, og vi har formet landet.
I årenes løb er vi rykket tættere sammen. Nogle områder har vi været nødt til at opgive for at sikre vores allesammens trivsel i vores storslåede byer.
Der er altid en ny konflikt på vej.
Lyt til stemningsmusikken mens du hører fortællingerne. Musikken looper indtil du stopper den.
A few dry leaves swirls across as you make your way down the paved path through the park. The gravel grinds between your shoes and the uneven limestone. Looking between two branches on the olive tree from this particular point of view in this particular patch of sunlight, you get a serene and perfectly framed view of the pond. A solitary drake quacks as it floats among the waterlilies.
One of your friends working with government told you that they started the process of ‘naturalising’ — as they prefer to call it — autonomous security units into the cityscape a few years ago. So who knows, the duck in the pond might actually be dressed up drone playing charades. It look real though.
The pond, part of a system of twelve similar reservoirs, was constructed more than a decade ago as part of the efforts to protect against the storm floods. It’s impressive how nature seems to have adopted it as its own so quickly.
Would you imagine how all of this used to be part of a corporate campus? Just last week the national conservatoire hosted a classical music festival and next weekend there is a new exhibition of autonomous sculptures opening at the pavilion. It’s nice how they designed the park as a place of beauty and life even as it is dedicated to the memory of the lives lost to that tragic event.
Another gust of wind breaks the silence and rustles the trees arching over you. The tall walls around the memorial park leaves only the sound of the birds — if they are birds and the occasional passersby. The park is shielded from the outside noise much like the city is.
All around the world, states have consolidated their influence and efforts around centres of power — large cities with the solidity and strength to withstand the challenges of the outside world. Be it nature or geopolitics. It was necessary to move closer together, grab hold of each other, and stand fast. It wasn’t easy and we had to make sacrifices to get here: To lead more balanced lives, of course, but ultimately it was a matter of survival.
Since then, we’ve empowered the systems that keeps the balance as we want it. They minimise the risks, they provide and fight for us, and they keep us safe and well. They protect us, what we stand for, and the land that we live on. Of course, once in a while, there are unfortunate hick-ups, resistance, and even attacks but the kinks are quickly ironed out. They aren’t as fortunate in other parts of the world, you’ve heard.*
Dominic
Dominic har for nylig fået et nyt job inden for produktion.
For et par måneder siden blev jeg rekrutteret til et nyt job som tilsynsførende i en A+ certificeret sensorvirksomhed. De ledte efter en med erfaring og et ry for at være stabil, og så fandt de altså mig. Det føles godt at blive headhunted på den måde.
Lige nu arbejder vi på at forbedre belysningen i byens parker. Der skal være pænt og trygt, men uden det forstyrrer dyrelivet i området. Det er faktisk en ret interessant – og kompleks – problemstilling. Vi udvikler og producerer selv lyssensorerne, men vi samarbejder også med en lang række leverandører, designere, kommuner og foreninger. Ind imellem mødes vi fysisk, for eksempel til åbne møder på rådhuset, eller når vi skal foretage undersøgelser af parkerne. Selv med vores nyeste teknologi… Det er altså bare noget andet at mødes i virkeligheden.
Alle vores systemer anvender åbne standarder. Derfor er de fuldt ud integreret med både vores partneres systemer og de offentlige systemer, så vi kan være 100% transparente omkring ressourceforbrug, medarbejdertrivsel og så videre. Vi kan spore, hvor selv den mindste del af en sensor kommer fra, hvem der tidligere har håndteret den, og om den gennem sin levetid leverer de resultater, vi lover. Fordi vi er A+ producent skal vi tracke alt, bogstavelig talt, så vi kan bevise at vi efterlever de officielle krav til A+ producenter. At vores produktion har en positiv social og miljømæssig effekt, for eksempel. Som A+ producent har myndighederne “realtime” adgang til at overvåge alle aspekter af vores forretning. Uden den adgang ville vi vi blive nedgraderet til i hvert fald B+, og så ville vi miste adgangen til alle vores bedste kontrakter.
Olga
Olga arbejder med distribution på tværs af grænser.
Jeg arbejder som distributions-manager for WMO – The World Mobility Organisation. Vi samarbejder med andre teams verden over om at organisere og kontrollere alle de private operatørers forsendelser. Vi sikrer at ingen fartøjer tager afsted med halvtomme lastrum, at vigtige forsendelser prioriteres, og at alle forsendelser lever op til Nairobi-aftalen for Lokal Produktion og Etisk Fragt.
Vores kontor ligger lige her i byen. Mit team fungerer som koordinatorer for hele regionen, så vi er i daglig kontakt med ledere fra de andre lande. De seneste par måneder har nogle af vores nabolande haft problemer med cyberangreb: For eksempel livsnødvendig medicin, der ender det forkerte sted. Eller millioner af ikke-eksisterende forsendelser, der får systemet til at crashe – den slags. Man kan vist roligt sige at sikkerhed er vores topprioritet lige nu.
En del af mit arbejde består også i at planlægge vores vagter. Selvom systemet er automatiseret bliver der nødt til at være nogle her døgnet rundt, da de fleste forsendelser bliver håndteret om natten. Det er jo de færreste der er glade for natarbejde, men nogen skal gøre det. Vi gør vores yderste for at fordele de upopulære nattevagter ligeligt imellem os alle. Her løfter vi altså i samlet flok.
Som offentlig organisation følger vi de højeste standarder for et sundt arbejdsmiljø. Vi gør vores bedste, men det kan være udfordrende. Natarbejde, som er klassificeret som en helbredsrisiko, er én ting. Den infrastruktur, vi leverer, er kritisk for at vores samfund fungerer. Så ansvarsniveauet for næsten alle vores stillinger er klassificeret som “meget højt”. Det betyder at vi skal passe ekstra godt på vores medarbejdere, da de vurderes at være ekstra modtagelige overfor stress.
Imaani
Imaani evaluerer risici og rejser meget.
I’m a high-risk evaluator for the regional Industrial Risk and Impact Evaluation Agency. We review the various risks introduced by- or affecting the local industries.
Our work is two-sided. We look at how companies affect the world around them and how the outside world affects the companies. We mostly focus on three areas: environmental, social, and political risks. I work exclusively with high-risk companies. In our region, that means mostly manufacturers working within the areas of biomedical-, security-, and chemical research and production. They work with dangerous materials and their products hold a high strategic value. They are among the most vulnerable in the country and pretty much tick all the boxes, which means on-site armed security forces, detailed disaster relief plans, and close coordination with the national intelligence community. The workers at the sites hold a big responsibility, are sometimes under a lot of stress, and are obvious targets for foreign interests. Therefore, we need some quite elaborate systems and precautions to make sure that no one person knows too much, that they and their families are well-taken care of to not give foreign agents any leverage, and that they’re vetted thoroughly.
I travel a lot for site inspections. Mostly, I just use the public transportation grid. The high-speed rail is fast, easy, and covers most areas both nationally and internationally. As a public servant, I can travel for free outside of work as well. Otherwise, I’d probably use some of the other options more. I haven’t used it much but a lot of people tend to use the publicly coordinated travel platform for longer journeys. It’s one of the results of the “No Empty Seat” policy, mandating all companies to bring passengers if they have empty space. Both parties can save a lot of money that way although the transition was hard on the companies.
Hitomi
Hitomi leder en organisation, der producerer velfærdsteknologi.
Jeg er leder i en virksomhed, der producerer komponenter til velfærdsteknologi. Vi er A certificerede, men arbejder på at gøre os fortjent til A+ indenfor det næste halve år. Vores hovedaktionær er en non-profit organisation, der hjælper sårbare unge. De ser gerne, at vi bliver A+ så snart som muligt.
Industrien har ændret sig fuldstændig, siden jeg grundlagde virksomheden for 30 år siden. Dengang havde vores brugere helt konkrete sundhedsmæssige behov, og det var vores job at opfylde dem. Vi brugte det meste af vores tid på at udvikle prototyper i laboratoriet. Det er helt anderledes nu, og jeg er blevet nødt til at tilegne mig helt nogle nye kompetencer. Jeg har skulle lære, hvordan man bygger en forretning på kunstig intelligens, men faktisk har politik været mindst lige så vigtigt. Jeg har været nødt til at lære, hvordan jeg får indflydelse på politiske beslutninger. Derudover har det været enormt vigtigt, at vi har investeret i at opbygge nære partnerskaber. I dag kan vi ikke længere klare os med kontrakter, da vi er afhængige af vores underleverandører og samarbejdspartnere i langt højere grad. Tillid har aldrig været vigtigere.
Vi har lært på den hårde måde, hvad der sker, når et partnerskab fejler. For et par år siden havde vi en underleverandør, der viste sig at have fiflet med deres medarbejderes biometri. Vi blev nedgraderet til en B- certifikation, fordi de var en del af vores værdikæde. Vores mission er at skabe social lighed og socialpsykologisk bæredygtighed. Det er fuldstændig kritisk for os at vores samarbejdspartnere har det på samme måde. Hele vores værdikæde bliver nødt til at leve op til ikke kun vores idealer, men også statens retningslinjer for regenerativ produktion. Vi vil være med til at skabe et retfærdigt samfund, og jeg er glad for den model, vi arbejder efter nu. Men man kommer ikke udenom det politiske, og her har flertallet altid en fordel. Jeg er bekymret for, at minoriteter og folk med sjældne lidelser ikke bliver hørt, sådan som systemet er nu.
Jeg er godt klar over, at jeg er endt i en magtfuld position, fordi jeg har lært at spille det politiske spil. Men i det mindste er den politiske verden helt anderledes nu, end da jeg var barn. Alting handler om transparens og ansvar. Mine forældre er blevet gamle, og systemet tager sig virkelig af dem. Mine børn har haft adgang til gode uddannelser, uafhængigt af min succes. Vi kan fokusere på at være en familie. I gamle dage havde min succes givet min familie et forspring i samfundet. Sådan er det ikke længere, og det er jeg faktisk virkelig taknemmelig for.
Henry
Henry oplever hvad byen har at tilbyde.
Hvad siger du så, ser det ikke fedt ud? Jeg bliver selvfølgelig nødt til at dække hele min krop til når jeg skal med toget, men resultatet er virkelig bedre end jeg turde håbe på. Tænk at en sølle, billig pille kan få samtlige af ens blodårer til at lyse orange. Det er for vildt! Jeg troede ærlig talt ikke det ville virke.
For det meste ser jeg nærmest så gennemsnitlig ud, som man overhoveedet kan. Virkelig intet at skrive hjem om. Selvom det ikke ser sådan ud lige nu, så lever jeg et ganske stille og roligt liv. Jeg er lige blevet single, så jeg har haft brug for at tage den med ro.
Men ikke i aften! I aften skal jeg til fest. Normalt går jeg ikke så meget ud, men denne weekend skal jeg ikke bare feste, men også ud at rejse. Jeg skal besøge en gammel ven, der emigrerede et par år tilbage. Selvom der er flere tusinde kilometer tager det kun et par timer med det opgraderede tognet. Indtil for nyligt havde jeg ikke råd til at bruge det, men med det nye regionale kulturudveksklingsprogram har alle fået gratis rejsecredits. Så fedt!
Nå, men det med festen... Altså, de nye regler gør i praksis fester mere eller mindre ulovlige. Reglerne er et led i det såkaldte “kulturelle redesign” politikerne har advokeret for de sidste par år. Idéen var, at vi skulle gentænke og udfordre hvem vi er som samfund. Jeg var vild med idéen indtil det viste sig, at det mest populære koncept var “den stille by”. Altså, helt ærligt.
Og selvfølgelig virker det ikke at forbyde den slags: Alle de mange forbud har skabt grobund for en modkultur med ulovlige undergrundsfester. Med så mange gamle, forladte bygninger er det ikke svært at finde steder at være. Det er en paradoksal situation. Vi er så stolte af vore intellektuelle frihed og vores kulturelle værdier, men de politiske fraktioner kæmper om retten til at fortolke dem. Ud med alt det, der ikke passer ind i deres verdenssyn. Nå, nok om det. Mit tog kører om 40 minutter og jeg skal også lige gennem security, så jeg må hellere komme afsted.
Karen
Karen dyrker fritidsaktiviteter.
Jeg er på vej til yoga nede ved pavillonen i mindeparken. Det er seriøst ugens højdepunkt.
Jeg har gået på holdet i næsten tre år nu, og jeg bliver aldrig træt af det. Og så er det gratis, er det ikke vildt? Et tilbud fra kommunen i forbindelse med initiativet “National Naturarv” – for at huske os mennesker på at værdsætte naturen, altså. Jeg kommer hver søndag, og også et par gange i løbet af ugen. Det er her, jeg har mødt nogle af mine bedste venner, så det er ret motiverende.
Vi mødes super tidligt, omkring solopgang, og finder vores pladser i total stilhed. Det er en helt særlig følelse at vågne sammen med parken. Dyrelivet, morgenduggen og tågen der løfter sig. Solopgangens farvepalette kan virkelig variere meget. Når vejret tillader det glider glaspavillonens vægge ned, så man kan høre fuglenes pippen og mærke brisen mod huden. Det får mig til at føle mig i live og i ét med naturen.
Om søndagen spiser nogle af os for det meste morgenmad sammen i parken bagefter. Butikkerne får deres levering af friske råvarer på cirka samme tidspunkt, så det er ret god timing. Vi får også tit mad fra boderne foran mindesmærket. Man kan få alle mulige traditionelle retter, det er super lækkert.
Folk har ret mange meninger om mindeparken. Personligt er jeg vild med den, men jeg forstår godt kritikken. I gamle dage holdt de store konglomerater til der, men efter bombeangrebene ville borgmesteren rejse et mindesmærke for ofrene. Kritikerne siger, hun bare ville sikre sig at hun selv bliver husket. Hvem ved. Jeg synes i hvert fald, at her er smukt.
Tom
Tom drømmer om et andet samfund.
Det her? Nej nej, det er ikke ansigtsmaling. Bare mudder. Jeg har været ude i moseområdet bag muren. Jeg har ikke autorisation til at forlade byen, så jeg bliver nødt til at snige mig ud gennem sumpen. Det er ikke for sjov, det her. Der er mange af os, og vi har mobiliseret os i et par år nu. Vi mødes i en af spøgelsesbyerne, hvor vi har bygget et refugie i en gammel skole. Her på det sidste har jeg brugt alle mine weekender på at smugle dele til en 4d-printer herud. Vi er inspireret af de gamle internationale rumstationer, hvordan de også forsøgte at producere ting i rummet.
Systemet håndhæver retfærdighed, regeneration og sikkerhed – Men med lidt for hård hånd, hvis du spørger os. Kommittéer, styrelser, bureauer – de bestemmer over det hele. Der er ingen tillid til individet. Vi bliver behandlet som børn i ungdomsfængsel, som om vi er for dumme og skruppelløse til at træffe vores egne beslutninger. Hvis du har en idé, der stikker i en anden retning end de officielle retningslinjer, er det bare ærgerligt. Du skal da nok have lov til at ytre dig demokratisk, men det kommer aldrig til at ske.
For to år siden var min bedstemor døden nær. Vi havde kun lige nok CO2-kvoter til at min far kunne besøge hende. Man vurderede, at dokumentationen fra det land hun bor i ikke var fyldestgørende, så derfor kunne rejsen ikke godkendes som en nødsituation. Vi blev altså alle sammen nødt til at blive hjemme og bare håbe, at vi ville få hende at se igen.
Nå, men altså, det er ikke bare os. Vi er en international gruppe. Vi forsøger at bygge et globalt netværk af fristader eller oaser udenfor byernes kontrol. Små samfund, hvor man kan komme og gå som man vil.
Men vi er nødt til at være forsigtige og sørge for ikke at blive set. Lige nu er al færden uden for byen forbudt. Altså, på grund af de angreb, der har været for nyligt. Og så skal vi også passe på, at vi ikke bliver fanget herude om natten når sluserne lukker. En af de andre, Martha, har printet sløringsudstyr til os, og det gør det nemmere at snige sig ud af byen. Udstyret narrer overvågningssystemet ved at sløre vores ID og ansigter. Så vidt jeg ved lykkedes det hende at snyde sig ind i et af byens datacentre og stjæle en række krypteringsnøgler. Martha er vild nok. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de havde fanget hende.
Wojciech
Wojciech interagerer med sundhedssystemet.
Jeg bliver hele tiden tilmeldt nye sundhedsprogrammer. I morgen skal jeg endda opereres. Det er noget med min lever. Jeg er ikke engang rigtig syg – det er bare forebyggende, siger min plejer, Olaf. Mine børn siger det samme. Jeg får at vide at operationen er frivillig, men jeg ved ikke rigtig… jeg har hørt rygter. En af mine venner arbejdede på et tidspunkt for systemet, og han siger ens “rating” falder, hvis man siger nej. Et eller andet system de bruger til at vurdere hvilke services du får tilbudt. Jeg ved snart ikke om de prøve at holde mig i live eller genere mig ihjel. Alle på min alder bliver screenet og overvåget for alle tænkelige sygdomme. Det skulle være billigere end at fikse os, når vi først er gået i stykker. Men en operation alligevel? Helt ærligt.
Olaf sørger for jeg bliver hentet om morgenen og kørt hjem igen senere på dagen, så jeg kan nå kampen. Jeg skal se den med Torben.
Dem på hospitalet er jo vældig flinke, det er ikke det. Deres venlighed føles bare på en eller anden måde kalkuleret. Jeg burde sikkert ikke brokke mig, men jeg ville bare foretrække det, hvis det ikke føltes så rutinepræget. Jeg kan jo godt se de har travlt. Når man har fået de samme spørgsmål, smilt og nikket hundrede gange, så begynder man at gennemskue dem. Som om de har indøvet en hel manual om oprigtighed.
Selve proceduren jeg skal have foretaget er vist temmelig simpel, jeg skal ikke engang i fuld narkose. Måske bliver det bare ligesom mine sædvanlige besøg: En scanning, en snak med lægen, lidt juice og en masse anbefalinger fra en sygeplejeske – og så farvel og videre med dagen. Torben og jeg har indgået et lille væddemål om, hvor mange brochurer de giver mig med hjem denne gang.
Jamal
Jamal hjælper folk med at finde arbejde. Han er enlig far til et barn med angst.
Jeg arbejder som arbejdsformidler. Hvis du er arbejdsløs, sender vi dig i retning af ledige stillinger, og hvis du har et arbejde — ja så gør vi, hvad vi kan for at sikre, at dit arbejde er meningsfuldt og udviklende. Vi har selvfølgelig brug for alle mand på dæk, hvis samfundet skal fungere optimalt, men samtidig er det også vigtigt, at vores arbejde betyder noget og gør noget godt for os selv og andre. Begge sider af sagen er lige reguleret. Det er her på de lokale kontorer, at vi står for den egentlige formidling, mens det er Det Nationale Beskæftigelsesråd, der sætter dagsordenerne, kvoterne og rammerne.
Om vores arbejdsliv fungerer kan betyde forskellen på om vi har en meningsfuld – eller tværtimod meningsløs – tilværelse. Jeg er selv alenefar til et barn med angst, så jeg ved, hvor vigtigt det er at have både støtte og fleksibilitet i arbejdslivet. Vi skal være stolte af at have bygget et system, der faktisk ikke diskriminerer familier som min. Et system, der faktisk respekterer at folk er forskellige.
Jeg er gammel nok til at kunne huske dengang folk brugte hele livet på at bekæmpe et kompliceret system bare for at få den rigtige underskrift eller godkendelse. Sikken spild af tid og energi. De offentlige design-enheder har virkelig blevet gjort et godt stykke arbejde med at gentænke vores offentlige services. Systemet virker faktisk opmærksomt på de mennesker, der er en del af det – ikke den anden vej rundt. Måske lidt for opmærksomt, er der nogle aktivister der siger. Det er de færreste der kender omfanget af den data vi samler eller hvad den bruges til. Det betragtes som “kritisk infrastruktur”, så det er 100% fortroligt… for at beskytte os mod udenlandske interesser, siger de.
Rita
Rita er en del af et lille øsamfund og arbejder på distancen som landmåler.
Gården her har været i min familie i generationer. Jeg har kortvarigt forsøgt mig med at bo i byen, men jeg savnede mit barndomshjem for meget. Det her jeg hører til, uanset hvor besværligt — og sommetider endda farligt — livet her på øen kan være.
Jeg arbejder som landinspektør for den nationale miljøkontrol. Det er os, der håndhæver de gældende standarder indenfor landbrug, skovbrug, byggeri osv. De fleste af vores arbejdsdage består i at gennemse droneoptagelser og sensordata, foretage stikprøver, og i ny og næ følge op på et tip fra en bekymret borger. Før i tiden havde vi været nødt til at besøge områderne fysisk, så at sige, men nu klarer vi det hele via droner og satellitter. Det var faktisk det, der gjorde mig interesseret i uddannelsen til at starte med.
Øen her – vores hjem – er indtil videre fredet, fordi den anses for at have historisk værdi. Men de seneste par år har politikerne inde i byen forsøgt at få fredningen annulleret. Hvis det lykkes for dem, mister vi de få offentlige services, vi har i dag, og kystsikringen vil få lov til at gå i forfald. Sagt med andre ord vil vi i realiteten blive tvunget til at flytte. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan se, at det er smartere – og billigere – at samle os alle sammen bag byens store dæmninger, kanaler og mure. Men det her er vores hjem. Var det måske os, der smadrede klimaet i en sådan grad at vores planet nu er ved at slå os ihjel? Nej. Det var de store virksomheder og politikerne selv. Så hvorfor skal vi betale prisen? Vi har tænkt os at beskytte vores ø uanset hvor mange regninger, høringer og masterplaner vi skal kæmpe os igennem. Vi giver ikke op så let.
Portrætter af MetaHuman Creator
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til Living Futures, kontakt venligst projektleder Oskar Stokholm på osk@ddc.dk.
Living Futures
Udviklet af Dansk Design Center med støtte fra UFST, Industriens Fond og vores testere.
Musik af Heva Vaupel.
Privatlivspolitik
Vi bruger cookies til at indsamle statistik og sørge for, at siden fungerer korrekt. Læs mere her.
Creative Commons
Living Futures-materialerne er tilgængelige under Creative Commons BY-SA 4.0 license — Du kan bruge og remixe materialerne, så længe du krediterer originalen, og gør alle derivative værker tilgængelige under samme licens.