Menu
Menu
Gør det selv
sammen.
Engagerede borgere og græsrodsbevægelser skaber forandringer nedefra og op. Samfundet var på vej mod et miljømæssigt og socialt kollaps i jagten på økonomisk vækst. Alle forandringer var for lidt og for sent. Hvis noget radikalt skulle ske, så måtte det starte fra bunden — så det gjorde det.
I dag er samfundet vendt på hovedet og er blevet mere nært og borgerdrevet. Alt bureaukratiet var overflødigt: Det var langsomt og for langt væk fra de mennesker, som det var meningen, det skulle tage sig af. Fællesskabet og det symbiotiske forhold til naturen er vigtigere end materielle goder. Innovation er ikke gået i stå, den har blot taget en mere åben og community-drevet form, der fokuserer på fælles værdi for hele samfundet. Men efterhånden som verden på mange måder bliver mindre, rykker konflikterne også tættere på hjem.
Distribueret
Initiativer fødes nedefra og op. Problemer løses i høj grad lokalt. Lokale samfund spiller en langt større rolle i menneskers hverdag.
Samfundet
Lokale fællesskaber har deres egne magtfulde politiske instanser, som har stor kontrol over den lokale økonomi og lovgivning. Det forventes at alle bidrager efter bedste evne.
Efterhånden som fællesskaber samles om fælles ideer, værdier og ideologier træder kontrasterne også tydeligere frem. Markant forskellige politiske tilgange kan (forsøge) at eksistere ved siden af hinanden.
Hurtigere er ikke nødvendigvis bedre.
Vi har genopdaget kroppen og dens naturlige plads i økosystemet.
Digitalfabrikation gør det nemmere at være selvforsynende.
Naturkatastrofer og ekstremt vejr bliver mere og mere udfordrende at løse lokalt.
Skønhed vokser frem mellem sprækkerne af det, som var en gang.
Vi har ikke råd til at ødsle med ressourcerne.
Lyt til stemningsmusikken mens du hører fortællingerne. Musikken looper indtil du stopper den.
A fresh breeze brush against your face as you walk across the paved square in front of the senior centre. The shops are not open yet but the small plaza is coming alive.
Last week, they started working on restoring the facade and roofing of the old senior centre. It has been a recurring topic at the town hall meetings for years. The community has been talking about tearing it down and building a new one for ages but it has been delayed over an over. With a new roof it probably won’t be for at least 10-15 years so maybe they’ll have time to discuss some other issues like a coordinated effort to restore the park or upgrade the dated network infrastructure in the western half of the neighbourhood.
The work is being done by a mix of specialised workers who are paid by the community fund and locals using some of their allotted community work days to help with the restoration. Emily, a retired engineer and an active user of the senior centre, helps out by supervising the drones laying out the roof tiles. A couple out walking their dog shakes their heads smiling at the sight: Old Emily wearing a headset, commanding her inorganic, flying, subordinates from the comfort of a wooden garden chair with yellow paint peeling off, wrapped in a checkered wool blanket with a cup of hot tea in her hands.
It’s mostly quiet. All you can hear is the seagulls and the deep rumblings coming from Paul, a mobile automated production unit. A MAPU as it is often called is basically a large trailer with a miniature factory inside. No one but the makers seem to know exactly how it works. Currently Robert is being fed old tiles and is spitting out a batch of fresh ones every other minute. The council decided to invest in building it a few years ago after much debate. So far Robert has been saving the community a lot of money and resources but some still thought the money would’ve been better spent on something else.
Everyone is expected to contribute a bit of time to the community, and tasks are divided according to everyones abilities. Some tasks are preassigned while others are chosen from the various projects posted on the community board. Most people are expected to do about a day’s worth of work every month, but you’re free to join larger projects like the restoration of the senior centre and gain credits for several months at a time. Tasks can be anything from helping out with a festival, shopping for those who can’t do it themselves, or cooking in the community kitchen to helping managing and maintaining public buildings, facilities, or digital infrastructure like the local AIs.
All communities, typically city districts or large neighbourhoods, are organised in powerful community councils and committees that have a great control of local spending and regulation. Council members are randomly selected every two years to encourage everyone to engage with the local democracy while members of the committees are elected in local elections. The power gap is closing but it has brought conflict much closer as well, as individual communities start to develop ideological differences. Over the last few years there have been multiple reports of hate crimes, harassment, and vandalism against minorities and members of the council and people serving on the various committees. So far, everything points to the resurgence of the ethno-nationalist who are calling for a single strong leader to rally the nation — a romantic idea from the past.*
Dominic
Dominic har for nylig fået et nyt job inden for produktion.
Jeg er lige begyndt at arbejde i det lokale lab. Vi producerer komponenter til nogle nye og lovende intelligente batterier. Et lokalsamfund i Marokko har opfundet en virkelig smart løsning, som virker forholdsvis nem at genskabe. Vi skal bare lige træne algoritmerne til vores specifikke klima og vejrforhold. Det føles godt at arbejde på noget, der bidrager til et større formål. Jeg er virkelig passioneret omkring det her projekt, og jeg håber min passion smitter lidt af på den yngre generation. De har ikke været vidne til de store samfundsomvæltninger på samme måde som os gamle dinosaurer. Men de har hjertet på rette sted, og nogle af de unge hjælper til nede på værkstedet.
På værkstedet har vi pt. tre robotter. En af de unge har hjulpet mig med at oplære robotterne i at installere de nye batterier. Det har været en kæmpe game-changer, og jeg kunne ikke have gjort det uden hendes hjælp. Nu går robotterne selv ud og installerer batterierne om natten, hvor de ikke forstyrrer nogen. Vi har kun haft et par enkelte tilfælde, hvor en bekymret borger har ringet ind, fordi de så robotterne tøffe rundt alene. Jeg kan godt forstå at man kan blive lidt forskrækket, når man i nattens mulm og mørke pludselig render ind i en robot, men de installerer altså bare batterier. De lokale forretninger har drømt om at få øget deres energikapacitet i årevis, så de er virkelig taknemmelige. Den anden dag kom folkene fra det lokale bageri forbi os med en batteri-formet kage som tak.
Olga
Olga arbejder med distribution på tværs af grænser.
Jeg arbejde på det lokale distributionscenter. De fleste her kalder det posthuset, ligesom i gamle dage, du ved. Det startede egentlig som en joke dengang vi kun havde daglige leveringer, men selvom vores systemer er meget bedre nu, har det altså hængt fast. Vi var en af de allerførste virksomheder der blev godkendt som samfundstjenstlige. Det giver folk mulighed for at bruge nogle af deres månedlige fællesskabstimer på at arbejde frivilligt for os. Så vi er en god blanding af lønnede og ulønnede medarbejdere.
Jeg er ansvarlig for vores bemanding, så det er mig, der introducerer de nye til vores systemer – og i øvrigt sørger for de får en god start. Vi bytter løbende roller internt, men det her er min favorit. Det er også mig, der står for vores rekrutteringsindsats, når vi nærmer os deadline for at folk tilmelder sig fællesskabsaktiviteterne. “Posthuset” er blevet mere populære over de sidste par år, og især nogle af lidt nørdede teenagere elsker at komme her og udvikle på vores robotter.
Stort set alle forsendelser i området kommer omkring os, på den ene eller anden måde. Alt fra friske råvarer fra landbrugssamfundene udenfor byen til filamenter og andre materialer til hjemmeproduktion.
Vi har næsten ingen internationale forsendelser længere. Folk køber designs fra hele verden, men selve produktionen får de klaret hos et af de lokale makerspaces. Det skal virkelig dreje sig om noget avanceret teknologi, eller nogle materialer vi simpelthen ikke kan skaffe her, før det giver mening at få dem leveret langvejs fra.
Imaani
Imaani evaluerer risici og rejser meget.
Jeg fungerer som risikokoordinator i lokalsamfundet her, så det er mig, der forsøger at holde øje med alle risikofaktorerne i nabolaget. Vi har heldigvis kun få højrisikoområder: Vores andelslaboratie, der forsker i patogener, og så et værksted, der blandt andet producerer skydevåben til vores millits.
Mit arbejde består primært i at beskytte vores infrastruktur og vores indre forsyningskæder. Vi forsøger at producere det meste selv, men der er nogle af de sjældnere materialer og komponenter, hvor vi er stadig afhængige af verden udenfor. Jeg bruger en del tid på at udarbejde katastrofeplaner, men jeg laver også ting, folk ikke er så glade for at jeg snakker højt om. For eksempel terrorsikring, og at modarbejde dem, der gerne vil se os brænde. Det arbejde passer ikke ind i den historie vi gerne vil fortælle om os selv. Folk foretrækker at fokusere på den transformative demokratiske dialog som værende den helt store fredsbevarer, men så simpelt er det altså ikke.
Sandheden er, at der er trusler derude vi ikke kan møde med dialog. Naturkatastrofer og terrorisme, for eksempel. Der er samfund med ideologier, der er radikalt anderledes end vores, som gerne vil have fingrene i det, der er vores.
Jeg kender vores infrastruktur ind og ud. Bedre end nogen andre. Jeg bruger enormt meget tid på at køre rundt i området og inspicere, tale med folk, og sørge for alle de rigtige foranstaltninger er på plads.
Jeg cykler for det meste bare rundt, men hvis vejret er dårligt låner jeg en bil. Vi har masser af transportmidler til deling: Biler, lastvogne og busser. Men man kan også låne professionelt udstyr som exoskeletter, byggemaskiner og den slags. Det er store investeringer, og et tilbagevendende tema på borgermøderne. Nogle mener, vi skal holde op med at vedligeholde bilerne, da vi har en del busser, der fragter folk rundt i området. Det kan de have en pointe i, men med mit arbejde ville det blive lidt bøvlet.
Hitomi
Hitomi er leder indenfor velfærdsteknologiområdet.
Jeg driver et lokalt kooperativ, som er del af et større globalt netværk, der udvikler velfærdsteknologi. Vi producerer aktuatorer, som er en slags små motorer, til alt fra intravenøs medicinsk behandling til fødevareproduktion. Vi er en ret divers gruppe. Vores yngste medlem er kun 17, og vores ældste er godt oppe i firserne.
Jeg startede foreningen for snart 18 år siden fordi jeg opdagede, hvor mange talentfulde folk her i området, der faktisk arbejdede med samme type projekter, uden nogensinde at drage nytte af at det. At være fysisk tæt på hinanden giver os en unik styrke. Nu bidrager vi sammen til flere globale open source projekter, samtidig med, at vi hjælper lokalsamfundet. Vores kooperativ er ikke kun rodfæstet i fællesskabet, men også i naturen og livet omkring os, som vi forsøger både at passe på og samtidig lære af. De fleste af vores produkter efterligner processer og mekanismer, vi har observeret i plante- og dyreriget.
Der er sket en voldsom samfundsudvikling de seneste mange år, og vi har endelig forstået, hvor vigtigt fællesskab er. At det er vigtigere end økonomisk velstand, eller at være forrest i udviklingen. Alle vil gerne lære mere, vokse sig større, opleve så meget som muligt – men vi bliver nødt til ikke at gøre de ting på bekostning af andre, af fællesskabet.
Det hele er ikke guld og grønne skove. Lige ovre på den anden side af vandet har de et noget andet verdensbillede end os. Nogle af de teknologier, som vi har været med til at udvikle som hjælpemidler, har de modificeret og omdannet til militære formål. Jeg tror ikke nogen af os havde forudset, at vores arbejde kunne ende med at udgøre en sikkerhedstrussel. Men sådan er det at arbejde med open source. Man slipper noget af kontrollen.
Da jeg var barn havde min familie en del økonomiske problemer, og det var ikke altid let. Nu er min situation helt anderledes, men det er vigtigt for mig ikke at glemme, hvor svært livet kan være. Jeg vil være et godt forbillede. Det giver mig en kæmpe ro at vide, at lokalsamfundet her altid vil tage sig af mine forældre, mine børn, mine børnebørn. At der er rigtige mennesker, der passer på dem – ikke bare et system. Det er vildt at se mine forældre nu. Gennem hele min opvækst har jeg set dem knokle for at kunne forsørge os. Nu bor de i et bofællesskab sammen med et par andre par oppe i alderen. De har filmaftener sammen og organiserer alle mulige aktiviteter for børnene i kvarteret. Og så forsøger de vist at indhente al den vin, de hverken havde tid eller råd til at drikke, da de var yngre.
Henry
Henry oplever hvad byen har at tilbyde.
Undskyld rodet. Normalt er jeg god til at få ryddet op, men jeg er lidt stresset over koncerten i aften. Jeg har spillet bas hele livet, men aldrig foran så mange mennesker.
For et par uger siden cyklede T – det er hende, der kører caféen – forbi min bygning og hørte mig spille gennem vinduet. Så vadede hun gennem blomsterbedene og råbte til mig, at jeg skulle komme og spille på caféen samme aften. Typisk hende, i øvrigt. Og før jeg fik set mig om var jeg pludselig med i et band.
Magnoliefestivalen er en lokal festival, der hvert år fejres, når de ældgamle magnolietræer nede ved floden blomstrer. Det er virkelig forårets højdepunkt. Træerne blomstrer kun et par uger, så hvert år samles vi for at ny synet, mens vi kan. Alt er lokalt: Musikken, maden, poesien. Kulturen i vores lille samfund her har aldrig været stærkere.
Vores lokale sammenhængskraft er virkelig en styrke, men ind imellem savner jeg inputs udefra: Musikere og kunstnere fra hele verden. Der plejede at være en form for... global kulturel udveksling? Altså, vi har jo stadig adgang til de her ting digitalt, men ligegyldig hvor god teknologien bliver er det er bare ikke det samme som live. Selvom global popmusik var så kommercielt som det var, skabte det alligevel en form for samhørighed. Tænk, at folk engang dansede og sang med på de samme sange verden over!
I dag er det de færreste der har muligheden for at rejse særlig langt væk. Jeg forstår jo godt, hvorfor det ikke går. Men jeg kan stadig huske dengang man bare kunne flyve til den anden side af jorden og opleve alle de steder, vi nu kun ser på videoer. Den der følelse af at ankomme og bare suge til sig af nye indtryk. Duftene, maden, sproget, lydende. Det kommer mine to niecer aldrig nogensinde til at opleve, sådan som tingene ser ud nu.
Karen
Karen dyrker fritidsaktiviteter.
Jeg venter lige på nogle af de andre. De kommer næsten altid for sent, så jeg har vænnet mig til at have en bog med. Vi er i gang med at forberede årets Halloween. Folk går ret meget op i det her på egnen, og i år går vi altså all in. Årets tema: Zombierne kommer!
Vores lille gruppes officielle navn er Oplevelseslaboratoriet. Lidt af en mundfuld. Det lyder smartere, end det er – det er bare os. Men altså, lige nu arbejder vi på denne her vilde mixed-reality Halloween-oplevelse. Vi gør det egentlig mest for de unges skyld, men det ender altid med at alle er med. Vi prøver at gå stille med dørene: De tror helt sikkert, vi har lavet endnu et spøgelseshus, men i år overrasker vi dem altså med noget meget vildere. Hele kvarteret kommer til at være overrendt af zombier, og de ser sådan virkelig realistiske ud.
Nogle af områdets beboere hjælper os i al hemmelighed. Vi har lavet de vildeste postapokalyptiske kostumer til dem, og givet dem særlige roller at spille i begivenhederne, der kommer til at udspille sig i løbet af natten. Jeg vil ikke næsten sige for meget, men en helikopter styrter ned, og vi får besøg af nogle gigantiske zombierotter. Det meste kommer selvfølgelig til at være virtuelt, men ikke det hele – vi gør vores bedste for at blande det! Vi har ret godt styr på det, så det eneste børnene skal bekymre sig om, er at overleve natten. Eller… Du ved, hvad jeg mener.. De får det så sjovt.
Jeg elsker at være med i det her. Jeg ved godt, at det er en af de mere tidskrævende opgaver, man kan påtage sig her i vores fællesskab, og der følger ikke alle mulige fordele med. Men jeg ved, folk kommer til at mindes denne her dag i årevis… Det er det hele værd.
Tom
Tom drømmer om et andet samfund.
Jeg er lige kommet tilbage fra et møde nede ved den gamle bilforhandler. Altså, det er det, folk plejede at kalde stedet. Da bilindustrien gik i stå, brugte man vist stedet til at gøre gammeldags biler elektriske, men nu har det altså stået tomt i årevis. Der er snak om at omdanne bygningen til endnu en proteinfarm med melorme, for at bruge den til noget.
Vent, shh... Vær helt stille. Jeg skal bare lige— jeg skal bare være sikker på, at ingen følger efter os… Yes, der er fri bane.
Okay, så jeg er medlem af den lokale afdeling af GenStat. Vi forsøger at få de nærliggende lokalsamfund til at stå sammen. Som det ser ud lige nu er nationalstaten jo en joke – en skygge af sig selv. Jeg siger ikke, at den gamle samfundsmodel ikke havde sine fejl og mangler, men grundidéen var god. Vi tror på, at vi kan genopbygge den, og gøre det rigtigt denne gang: Udveksle idéer, opbygge handelsmodeller og beskytte hinanden i krisetider.
Man kan roligt sige, der er et langt stykke vej endnu. Vi bliver stadig nødt til at holde vores partimøder i al hemmelighed. Især den ældre generation er utrygge ved at vi mødes med outsidere. Det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå dem… De har levet deres liv i frygt for tosserne ovre på den anden side af kanalen. Men det er jo ikke alle fremmede, der er sindssyge, og hvis vi bliver ved med at isolere os selv så…
Men ja, derfor er det altså ikke så populært. Man får ikke nogle point for at gå og lufte idéer til, hvordan vi kan samarbejde med andre lokalsamfund eller styrke sammenhængskraften i nationen. Vi er nødt til at passe på. Men jeg ved, det er endnu værre andre steder. En af mine venner er vokset op i en temmelig militant, konservativ gruppe. Da de fandt ud af, han er medlem af partiet, bandlyste de ham. Han har ingen steder at tage hen nu. Folk her taler tit om at vi skal “bygge katedraler i stedet for bare at hugge sten”, men jeg tror ikke de forstår, hvor meget der egentlig skal til. Jeg drømmer om en verden, hvor vi kan lykkes med store internationale projekter som infrastruktur på tværs af grænser, kolonier i rummet, eller et energinet, der kan forsyne os alle sammen… den slags ting. Det kan vi altså ikke bare fikse nede i beboerhuset.
Wojciech
Wojciech interagerer med sundhedssystemet.
Lægen kommer forbi senere. Normalt ville min søn køre mig ned til klinikke — den nede ved siden af biblioteket — men han har travlt i dag. Det er ikke fordi jeg fejler noget særligt, det er bare et lille rutinetjek. Du ved, for at se om det gamle system stadig kører som det skal. Jeg får altid dagens sidste tid, så kan vi nemlig lige snuppe os en drink bagefter.
Ina har været familiens læge så længe jeg kan huske. Jeg er jo ikke død endnu, så jeg antager, hun ved hvad hun laver. Herude er faciliteterne ikke ligefrem imponerende, men man kan stole på folk. Misforstå mig ikke, vi klarer os fint. Men det er hårdt at se folk lide af ting, der kunne blive behandlet, hvis bare vi havde den rigtige medicin.
Der bliver hele tiden udgivet ny medicin på åbne patenter, så alle i princippet kan producere medicinen selv. Det er ret fantastisk. Problemet er bare, at vi ikke altid har ressourcerne til at stå for produktionen selv.
Min søn lider af en sjælden lungesygdom. Lige nu klarer han sig okay, men vi er bange for det bliver værre med tiden. Sygdommen kan godt behandles, men ikke med det vi har her. Der er nogle ikke så langt herfra, som har den rigtige medicin, men de vil ikke handle med os. En slags hævn fordi vores ledere kritiserede deres antidemokratiske tendenser. Grådige fascister! Jeg håber vi finder en anden udvej før det er for sent.
Jamal
Jamal hjælper folk med at finde arbejde. Han er enlig far til et barn med angst.
Jeg er en af dem, der står for at organisere folks bidrag i lokalsamfundet. Vi prøver at skabe et overblik over alle de opgaver, der skal løses rundt omkring i kvartererne, og forsøger at få dem jævnt fordelt blandt beboerne. Nogle gange er det betalt arbejde, mens det andre gange er samfundsopgaver, som vi jo alle sammen skal bidrage til engang imellem.
Engang var arbejde og karriere noget man talte meget om. Men hvad er arbejde egentlig? Nu taler vi mere om at bidrage end om at arbejde. Om du dagligt hjælper et lokalt team med at renovere vores kloaksystem, er engageret i et globalt netværk af bio-hackere der forsker i psykiske sygdomme eller bruger en morgen om måneden på at bage brød til din lokale børnehave… Og om du aflønnes i form af penge, point, naturalier eller bare glæden ved at gøre en forskel: Det er alt sammen bidrag.
Vi ved, at alle ikke kan bidrage lige meget, og det er helt fint. Min søn, for eksempel, døjer med angst, og det tager vores lille lokalsamfund hensyn til. Folk her hjælper os med at få hverdagen til at fungere. Nogle gange tager nogen en af mine vagter, når der er brug for det eller hjælper med madlavningen. Sidste uge kom min nabo forbi med en særligt beroligende bamse, som hun havde printet til min søn.
Det er vidunderligt med den slags støtte, men det er ikke alt lokalsamfundet her kan hjælpe os med, og så bliver det sværere. Vi har faste check-ins med vores lokale læge — hun har kendt min søn hele livet og er rigtig dygtig — men sidst vi fik brug for en ny, eksperimenterende form for medicin tog det dem månedsvis at fremskaffe.
Rita
Rita er en del af et lille øsamfund og arbejder på distancen som landmåler.
Min tipoldefar plantede de første æbletræer bag laden for næsten 100 år siden. Hver generation har føjet nye til, og den dag i dag er det blevet til en hel plantage. Det kunne jeg aldrig vinke farvel til. Når foråret kommer og de små hvide blomster står i fuldt flor, bruger jeg nærmest alle de lyse timer på at pleje og beskære træerne. Det er den bedste tid på året. Om vinteren vedligeholder vi udstyret, robotterne og hele den ældgamle ejendom.
Udover at pleje æbleplantagen arbejder jeg også som landinspektør. Det giver mig lidt ekstra indkomst, især om vinteren, og så kan jeg klare det hjemmefra. Jeg laver en del rutineundersøgelser for lokalsamfundet, men foretager også undersøger for virksomheder, der overvejer at bygge nye faciliteter her i omegnen. Saltindholdet i havet her er stadig så lavt, at det kan lade sig gøre at opdrætte fisk i havbrug, uden at foretage en omkostningstung afsaltning. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om havbrugene, men jeg tror ikke vi kunne klare os uden. Vi ville simpelthen ikke have råd til at sikre vores kyster, og det ville være enden på vores lille samfund.
Den årlige efterårshøst er lokal højtid her. Hele øen hjælper til, og når høsten endelig er i hus holder vi en kæmpe fest. Resten af året klarer vi os med de karle, der kommer hertil fra byen for at få lidt fred og komme tættere på naturen. Det er ikke meget vi har råd til at betale dem, men vi giver dem ordentlig mad og et sted at bo. Det virker til at de finder den ro, de søger, her hos os.
Portrætter af MetaHuman Creator
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til Living Futures, kontakt venligst projektleder Oskar Stokholm på osk@ddc.dk.
Living Futures
Udviklet af Dansk Design Center med støtte fra UFST, Industriens Fond og vores testere.
Musik af Heva Vaupel.
Privatlivspolitik
Vi bruger cookies til at indsamle statistik og sørge for, at siden fungerer korrekt. Læs mere her.
Creative Commons
Living Futures-materialerne er tilgængelige under Creative Commons BY-SA 4.0 license — Du kan bruge og remixe materialerne, så længe du krediterer originalen, og gør alle derivative værker tilgængelige under samme licens.