Distribueret
Markedsdrevet

Kan du ikke se det?
— Det er kun dig og dine drømme.

Velkommen til Gamma
— en distribueret, markedsdrevet verden.

Verden bevæger sig hurtigere, hurtigere og hurtigere. Ét menneskes handlinger og ideer kan skabe ringe i vandet, der med det samme kan mærkes over hele planeten. Brancher, fællesskaber, og bevægelser kan blomstre op og dø i løbet af få uger. Folk er brudt ud af gårdsdagens herskeres greb. De trætte gamle monolitter er væltet og gået i tusinde stykker, mens adrætte netværk er vokset frem i deres sted. Agile, distribuerede strukturer er den eneste vej frem, hvis du vil overleve.

Samfundet drives af uafhængige og entreprenante individer — sultne og altid i bevægelse. Du er din egen forretning og dine evner, dit netværk og dine ressourcer er din produkt portefølje. Stabilitet, rødder og oplevelsen af at høre til i den virkelige verden er et privilegie for de få. Alle andre må finde tryghed i det midlertidige eller virtuelle.

Hvordan er vi organiseret?

Distribueret
Magten er distribueret bredt — forandringer sker så hurtigt at den eneste levedygtige strategi er at kunne tilpasse sig. Hurtigt. For de fleste mennesker er livet ikke knyttet til et enkelt sted i den fysiske verden — arbejdet bevæger sig, og du er nødt til at bevæge dig med det.

Hvad driver værdiskabelsen?

Markedet
Virksomheder, mennesker og ideer er altid i bevægelse. Alt bevæger sig mod markederne med de mest lukrative muligheder, byerne med de bedste vilkår og fælleskaberne med de mest innovative ideer.

Langt de fleste mennesker har ikke råd til at blive ét sted. Du er nødt til at være i bevægelse og på udkig efter det næste hjem, det næste projekt og den næste indtægt.

Der er ingen, som skal fortælle dig, hvordan du skal bruge dine ressourcer: Lev mens du kan og brug pengene mens du har dem.

Kun de rigeste har råd til rigtigt at høre til i den fysiske verden. Alle andre må nøjes med at gro virtuelle eller mere midlertidige rødder.

Din krop er som en bil. Du vedligeholder den, skifter et par dele ud hist og her, og så skifter du den måske en dag ud for den næste.

Efterhånden som nye muligheder opstår bliver gårsdagens ting forladt. Nogle gange er det billigere bare at lade det ligge.

De modigste af os er et sted derude — for at lede efter det næste.

Det er ikke altid rentabelt at rydde op, men éns affald er en andens guld.

Stemningsmusik

Lyt til stemningsmusikken mens du hører fortællingerne. Musikken looper indtil du stopper den.

Introduktion

You walk by the Hideyo building again this morning just before sunrise. The narrow streets are empty except for a food vendor setting up his booth and a young woman who seems to be checking in to the Hideyo. The tags on her suitcase seem to indicate, that this is not her first relocation. Yet, she also seems to have a cat with her. Traditionally, few people with that lifestyle bothered keeping pets but that might’ve changed. Last night the Hideyo’s facade was illuminated with bright animated green and blue tiger stripes while groups of people were hanging out in front. Today, the wooden structure with its large glass frames look much more modest as it’s nestled in between two older concrete buildings. A more than 15 meter long curtain has been drawn to provide the small units on the inside with some much needed shade as the sun begin to rise. There’s been an influx young and resourceful people recently — and the number of pets is definitely on the rise as well. One of your friends, who runs one of the cafés down by the Bionic Bazaar told you that many of them are here for lucrative temporary contracts. The city is currently the largest hub for synthetic biology after communities of bioengineers and -hackers were forced to relocate from now expired hubs like Shenzhen and Lisbon. Droves of people are now here to either design, manufacture, sell, or upgrade new synthetic body parts or implants. A vibrant network of small, highly specialised, businesses and freelancers has sprung up among the bars and the greasy food stalls. If you open your mouth you feel the buzz of the people, the drones, and the machinery in the workshops tingling on the tip of your tongue. Sometimes it feel like life has become more hectic. People, wares, ideas, art, ideologies, movements, religions are always in flux as new market opportunities appear and others disappear. The platforms enables a constant exchange of goods and ideas — and many people follow. Like nomads constantly in motion to survive and thrive. Governments have a hard time controlling it, most places they focus on staying attractive by providing stability and safety and making transitioning in and out as smooth as possible. Not everyone moves around all time of course — some do not want to, some can afford to choose and others simply can’t move due to various circumstances. You can easily work remote. However, many would say it is hard to argue why your body should stay put in a single place all the time, when technology allows you to see, feel, touch, and even smell your friends and family from the other side of the planet. Private permanent simulated worlds are becoming increasingly popular; families might keep a virtual farmstead, or a group of friends might explore distant galaxies on a starship. Your existence reaches far beyond your body, so why not place that body somewhere with a reasonable rent, good working conditions, and an optimal timezone.

Fortællinger

Dominic
Dominic har for nylig fået et nyt job inden for produktion.

Vi har lige fornyet vores kontrakt med et netværk, der producerer møbler med integrerede neurale uplinks. Forestil dig en ergonomisk seng eller stol, der er forbundet med dine implantater, og som får din krop til at slappe af, mens din hjerne arbejder på højtryk. Vi har samarbejdet med et team i Lagos om at udvikle teknologien i et halvt års tid. Indtil nu har vi ikke kunnet producere nok til at det giver mening forretningsmæssigt, men nu er vi endelig klar til at skalere produktionen. Nogle dele af teknologien kan vi producere selv, og andre skaffer vi gennem lokale leverandører. Alt i alt er vi et temmelig stort konsortium.

Oprindeligt var vi et meget større team, men vi havde nogle etiske uoverensstemmelser. Den anden gruppe ville implementere en kognitiv begrænsnings-funktion – eller med andre ord, muligheden for selv at slukke for hjernen og gå i kunstigt koma. Den idé fandt vi temmelig uforsvarlig, så vi gik hver til sit.

Mig og mit team er blot én produktionsenhed i et stort verdensomspændende netværk med hundredvis af andre små virksomheder. Nogle fokuserer mest på udvikling, andre på fremstilling. Udviklingsenhederne sender os updates, og produktionsenhederne fremstiller produkterne lokalt. Hvert team har typisk rettighederne til hver deres region, mens blockchain hjælper med at sikre en fair fordeling af indtægterne. I hverdagen arbejder de fleste af os fysisk sammen her på værkstedet, men et par af os bor langt væk og er mest med virtuelt. Der er ikke mange dygtige neuroingeniører, som er til at betale, her på egnen.

De produkter vi laver bliver mest brugt i underholdningshenseende, men de kan også bruges professionelt. Jeg har selv et lille implantat bag øret, som er forbundet til styresystemet i værkstedet. Implantatet broadcaster et overblik af alle de processer i værkstedet, der pt. er i gang. Det er lidt svært at forklare, men jeg kan simpelthen mærke, hvad hver eneste maskine foretager sig, som var de en del af min egen krop. Hvis noget går i kludder niver det.

Olga
Olga arbejder med distribution på tværs af grænser.

Jeg arbejder i en lokal distributionsenhed, som er med i et større globalt netværk af selvstændige operatører. Som manager er jeg ansvarlig for at byde ind på opgaver via de forskellige platforme, der forbinder afsendere og distributører. Platformene lister alle de tilgængelige opgaver, og så byder operatører som os ind på at håndtere dem. Altså, i virkeligheden har vi trænet vores kunstige intelligens til at klare det meste, da vi byder ind på tusindvis af opgaver hver eneste dag, men jeg holder altid lige et øje på, hvad der foregår.

I forhold til mange andre industrier herude er jobsikkerheden indenfor distribution rigtig god. Derfor har vi også altid virkelig mange ansøgere, når vi har ledige stillinger. Lønnen er god, og vi har automatiseret det meste. Så man skal egentlig bare holde øje med, at der ikke er et eller andet, der går helt galt – og det er altså ikke sket endnu. Jeg er virkelig taknemmelig for det her job. Næste måned har jeg været her — det samme sted —i tre år! Det er næsten ikke til at tro.

Sådan som verden ser ud lige nu kan industrier blomstre op og visne hen på bare et par måneder. Men heldigvis for os har de alle sammen, gamle som nye, brug for at få fragtet ting fra A til B. Vi beskæftiger os mest med urban distribution, den sidste del af rejsen, om man vil. De fleste af vores forsendelser bliver leveret via førerløse fragtfartøjer eller en af vores kurer-robotter. Fragtfartøjerne bliver læsset ved vores pakhus, og så cirkulerer de rundt i gaden sammen med en gruppe droner, som både foretager leveringerne og samler nye forsendelser op.

Det ser ret fascinerende ud, særligt tidligt om morgenen – som en lysende bikube, der ubesværet manøvrerer rundt i byens gader omgivet af dronernes små blinkende lys.

Imaani
Imaani evaluerer risici og rejser meget.

Jeg er selvstændig risikokonsulent. Jeg hjælper virksomheder evaluere og minimere risici, der er forbundet med at træde ind ind på vores lokale marked.

Vores by er blevet lidt af et hotspot for eksperimenterende transport og der er mange virksomheder, der gerne vil have en bid af kagen. Men økosystemet af udviklere heromkring er kendt for at have nogle lidt særegne sociale koder og uskrevne regler. Det er folk som mig du kommer til, hvis du vil være sikker på ikke at lave for mange begynderfejl. Som ny her skal man træde varsomt, hvis man ikke vil ekskluderes eller lukkes ned. Folk er passionerede og kan blive oprørte — og endda ret fjendtlige — hvis man ikke respekterer den måde, som man gør tingene på her.

At finde sig til rette i lokalmiljøet er selvfølgelig ikke den eneste risikofaktor. Jeg kan også hjælpe dig med at komme i kontakt med lokale eksperter og leverandører, at forstå miljørisici, og at forbedre dine faciliteter. Det handler ikke kun om at beskytte sig mod de voldsomme storme og oversvømmelser, men også om at beskytte sig mod konkurrenterne. Der er folk derude, der kan finde på at stjæle eller sabotere din teknologi, hvis du er lidt for dygtig. Så det er dumt ikke at være beredt. Nogle gange er det måske endda bedre at angribe først, hvis du har nerverne til det.

Jeg bevæger mig en del rundt i byen, for mange af mine kunder er påpasselige med at efterlade digitale spor. Jeg plejer at bruge min gamle bil – den tiltrækker sig nemlig ikke opmærksomhed. De fleste bruger ellers nogle af de forskellige mæglerplatforme, hvor man bare indtaster sin destination, og så finder systemet den billigste transportudbyder, der møder dine krav. Det kan være alt fra en privat drone til en plads i en modificeret container, alt afhængigt af dit budget. Men altså, som sagt er byen her førende indenfor eksperimenterende transportformer, så du kan også se folk komme løbende ned ad gaden i fuld fart i speciallavede exoskeletter, eller med biomodifikationer, der gør de kan løbe lige så hurtigt som en bil kan køre. Ulovlige kapløb hen over tagtoppene er ret hot for tiden.

Hitomi
Hitomi er leder indenfor velfærdsteknologiområdet.

Jeg ejer og driver en række af forsknings- og produktionslaboratorier over hele regionen. Vi har specialiseret os i at fremstille robotdele til velfærdsteknologi.

Verden var en anden dengang vi startede op. Vi havde så mange gode idéer, men vi følte os holdt tilbage – af politikerne, af lovgivningen, af bureaukratiet. Vi var også selv blevet hjernevasket med den tankegang. Jeg kan huske vi sloges med vores konkurrenter om patenter, i stedet for at fokusere på at skabe det mest innovative produkt. Vi prøvede at slå dem i retssalen fremfor på markedet. Sådan tænker vi ikke mere. Vi er blevet modigere. Det er vigtigere for os at afprøve nye ting end at forskanse os og beskytte vores markedsandel.

Vi arbejder aldrig alene. Vores projekter er næsten altid baseret på samarbejder i den helt store skala. Et slags fleksibelt netværk af enheder, der hele tiden tilpasser sig situationen, på godt og ondt – for eksempel når en lokal produktionsklynge kollapser, eller en ny konkurrerende teknologi opstår. Det går stærkt, så vi bliver nødt til at kunne tilpasse os lynhurtigt. Som leder bruger jeg meget af min tid på at pleje og motivere vores lokale økosystem. Uden deres data, energi og innovation, tror jeg ikke vi kan holde os på toppen. Vi er så heldige at være en del af et virkelig dynamisk lokalt fællesskab, og det tror jeg smitter af på vores arbejde.

Jeg er virkelig taknemmelig for at jeg har råd til at sørge for min familie, give dem en følelse af stabilitet. Mine forældre plejede at arbejde som fiskere, så jeg har købt dem et hus ved vandet. Jeg troede, de ville elske at trække sig tilbage og leve et roligt liv, men sådan gik det ikke helt! De har altid været virkelig glade for gammeldags superheltefilm, alle Marvel-filmene for eksempel, hvis du kan huske dem? En dag viste min datter dem et af de nye neurosimulerede spil, og de var vilde med det. Så nu har jeg købt dem det nyeste spiludstyr på markedet, og det fortryder jeg lidt. De laver ikke andet end at spille superheltespil hele dagen. Så meget for at købe dem et hus med havudsigt. Da jeg var barn spillede gamle mennesker kort og drak te. Nu bruger min 90-årige mor al sin tid på at løben rundt som Hulken og smadre hele byer på jagt efter en eller anden skurk. Hun har luftet tanken om at få sin bevidsthed uploadet til karakteren når hun dør. Godt nok har jeg altid været ret tilpasningsdygtig, men den diskussion er jeg simpelthen ikke klar til at tage.

Henry
Henry oplever hvad byen har at tilbyde.

Okay, lad os se… Godt 2000 mennesker er online på min bodystream lige nu.

Jeg fået indsat en lille chip i nakken, som gør at jeg kan streame signalerne fra mine nervebaner eller sådan noget. Altså, faktisk er jeg ikke heeelt sikker på hvordan det virker. Men alle de her 2000 mennesker kan simpelthen føle hvad jeg føler, hver og én på samme tid. Det jeg ser, det jeg rører, det jeg føler – spænding, frygt – alting.

I dag sker der ikke noget særligt. Om lidt skal jeg ned og købe ind, men det er der overraskende mange der godt kan lide at følge med i. Hver sin smag. Senere skal jeg på bar, og det plejer trække folk til. Et par gange har jeg været helt oppe på 50.000 streams – f.eks. engang, hvor jeg festede i 48 timer i streg. Så sidder de trygt hjemme i sofaen og mærker det pulsende dansegulv, euforien, stofferne og de svedende kroppe.

I starten streamede jeg ikke 24/7, men bare ind imellem, hvis jeg f.eks. var til koncert eller på galleri. Men folk var vilde med det og min følgerskare voksede lynhurtigt. Jeg tror det er fordi jeg har synæstesi. Du ved, alle mine sanser smelter sammen i de her super intense oplevelser: Jeg smager musik, hører billeder, osv. Mine følgere ville bare have mere og mere, og helt ærligt havde jeg brug for pengene. Så da jeg mistede mit konsulentjob gik jeg all in, og nu lever jeg ganske komfortabelt. Altså, udover jeg ikke har noget privatliv. Og der er ret mange streamere på markedet, så jeg kan ikke blive for magelig.

Mine følgere elsker når jeg besøger nye steder, så jeg er i gang med at planlægge en jordomrejse, hvor de hele tiden kan stemme på hvor jeg skal tage hen og hvilke aktiviteter jeg skal lave. Jeg er ret nervøs. Det skal nok gå, tror jeg, men det føles som om jeg er i gang med at overskride en eller anden personlige grænse. Jeg kan faktisk ikke længere huske hvordan det føles bare at være alene.

Karen
Karen dyrker fritidsaktiviteter.

Jeg skal prøve et nyt løb senere i aften, og jeg glæder mig sygt meget!

Exit-løb, hedder det. En ny form for virtuel sport. Jeg elsker det. Idéen er, at du befinder dig i en eller anden farlig situation du ligesom skal slippe ud af. Nogle gange handler det bare om at tage benene på nakken, men andre gange skal man løse opgaver på vejen eller snige sig mod mål. Scenarierne er aldrig ens: Den ene aften flygter man fra et laboratorium mens man bliver jagtet af aliens. Den næste vågner man op i et flyvrag på en øde ø fyldt med dinosaurer, eller driver i land på en mystisk strand.

Vi er efterhånden et ret stort internationalt fællesskab, og der kommer hele tiden flere til. Man bliver typisk matchet med 5-10 andre løbere, men du kan også gå solo eller være med i kæmpe events med over 100 deltagere. Jeg har kun været med i et par måneder, men jeg har allerede påtaget mig rollen som løbsleder. Jeg hjælper nye med at finde løb, der passer til deres niveau og arrangerer virtuelle bootcamps.

Exit-løb er helt seriøst noget af det bedste, der er sket for mig. Man føler sig ligesom så… levende. Alle sanserne kommer i spil og adrenalinen pumper. Og så er det en fantastisk måde at møde nye mennesker på. Man kommer virkelig tæt på hinanden på bare et par timer, når man står i de her livstruende situationer. Altså, vi ved jo godt det bare er en leg, men følelsen er ægte nok. Selvom det hele er ret nyt, kan jeg mærke jeg allerede er ved at forme nogle særlige venskaber.

Det med at finde et fællesskab, jeg kan være en del af… noget, jeg kan være sammen med andre om. Det har gjort en verden til forskel for mig. Jeg plejede at være ret ensom, for at være helt ærlig: Altid på vej til et nyt job, til en ny lejlighed. Det er hårdt at flytte så meget. Men det her fællesskab og de her eventyr, dem kan jeg tage med mig hvor som helst. Og udover alt det sociale, så kommer man faktisk i ret god form af at stikke af fra en T-rex.

Tom
Tom drømmer om et andet samfund.

Det føles som at blive vækket af en spand vand i hovedet… Har du aldrig prøvet det?

At vågne op fra en simuleret virkelighed… det stinker, skulle jeg hilse og sige. Overgangen er helt forfærdelig. Heldigvis bliver teknologien hele tiden bedre. Denne her gang lykkedes det mig at være online i mere end to uger. Altså, mens jeg sov som en sten i den gamle verden. Det er en ny personlig rekord.

Den gamle verden er skrøbelig og ustabil, og dem der ikke kan se det lyver for sig selv. Jeg er med i en gruppe, der prøver at gøre noget ved det. Vi skaber en ny, virtuel version af denne her virkelighed. En bedre version. Vi bygger den på et decentraliseret, selvforsynende netværk, skjult i havets dyb, hvor det er i sikkerhed fra selv de værste naturkatastrofer. Hvis verden går under skal vores netværk nok overleve. Alle vores små datacentre ligger på havets bund rundt omkring på kloden.

Vi har selvfølgelig ikke bare kopieret det hele en til en. Nej, vi planer om et par ekstra features for at gøre det ekstra spændende for vores pionerer. Her på det sidste har jeg arbejdet på at finde den rigtige balance på den eurasiske tundra, men jeg har lidt problemer med et af de nye sjældne rovdyr, vi har introduceret. Et gigantisk sabeltands-væsen, vi har købt af en biodesigner i Mexico. Den er helt fantastisk, virkelig cool, men den destabiliserer hele økosystemet. Men ja, vi udvikler altså alt fra biodiversitet til infrastruktur. Vi sørger selvfølgelig for at gøre det på en måde, hvor vi nemt kan komme med opdateringer, når vi opdager fejl i systemet.

Det er ikke alle, der helt fatter, hvad vi har gang i. Nogle synes det er skørt, at vi drømmer om at forlade vores fysiske tilstedeværelse her på jorden. Men ærligt talt – min krop er den mest begrænsende faktor i mit liv. Ingen løfter et øjenbryn, når de rige bosætter sig på Mars. Så hvorfor skulle drømmen om en virtuel eksistens være specielt langt ude?

Folk må tænke, hvad de vil. Vi drømmer om en dag at uploade os selv til vores sikre netværk og bosætte os permanent i den verden, vi er ved at skabe. Hvis altså vi kan nå at få teknologien klar, før det hele er for sent...

Wojciech
Wojciech interagerer med sundhedssystemet.

Jeg har det vist fint, men… Jeg har haft lidt problemer med maven her på det sidste, og min søn er bange for det er min lever, den er gal med. Jeg har sagt, han ikke skal bruge penge på mig, men han lytter ikke. Han er en god søn. Han hjalp mig med at finde en klinik, der er til at betale. De er specialiserede i denne her slags problemer, og deres teknologi er tiptop. Og så er det en fjernoperation, så jeg behøver ikke rejse nogen steder hen.

I morges modtog jeg en pakke fra klinikken. En glat titaniumskasse indgraveret med glade emojier, der siger ting som: “Wow, er det allerede forbi?” og “Jeg kunne slet ikke mærke noget!”. Det er det mest usmagelige jeg længe har set.

Det eneste jeg skal gøre er at åbne kassen om tre timer, så klarer de proceduren – hele vejen fra den anden side af kontinentet! Den lille robot i kassen foretager proceduren, men de siger en rigtig læge kigger med. De sagde ikke noget om præcis hvor mange operationer denne læge holder øje med på samme tid. Men det skal jo nok gå. Firmaet har fantastiske anmeldelser. Men så igen, de døde skriver vel heller ikke anmeldelser…

Det havde kostet mig en formue hvis en rigtig læge, altså som i en menneskeperson, skulle tage hele vejen herud til mig. Eller hvis jeg på en eller anden måde skulle komme til dem. Det er vel prisen man betaler for ikke at bo i en af de store byer. Heldigvis er markedet for medicinske services virkelig præget af konkurrence for tiden, så det er ret billigt at få behandling. Men der er et hav af tilbud, og det er slet ikke til at finde hoved og hale i. Man skal nærmest selv være læge for at finde rundt i det. Det havde i hvert fald været rart, hvis der var nogen med styr på det, der kunne have vejledt mig...

Jamal
Jamal hjælper folk med at finde arbejde. Han er enlig far til et barn med angst.

Jeg er contract broker på gig-platform, hvor jeg prøver at holde et overblik over alle vores biotech-relaterede listings. Det kan være nogle leder efter en ekspert i amfibier til udviklingen af et nyt tudse-inspireret tungeimplantat, en ny producent af svampevækster eller projektpartnere til et nyt DNA-terapi projekt. Det er typisk mindre teams eller projektkonsortier, der leder efter ressourcer. Det kan være samarbejdspartnere, medarbejdere, faciliteter, teknologier eller råmaterialer. Nogle gange klarer folk det selv, mens der i andre situationer er brug for en mægler som mig til at lave en god aftale.

Børser som vores hjælper dig med at blive forbundet med de rigtige netværk. Her på disse kanter har velfærds- og bioteknologi virkelig boom’et det sidste halve års tid, så der er godt gang i forretningen. Der er virkelig mange fra hele verden, der gerne vil connectes med vores lokale communities. Der er også en del nomader, der kommer hertil for at få fat i nogle af de velbetalte kontrakter, der udbydes for tiden. I øjeblikket tiltrækker vi nogle af de bedste i verden, og det giver en helt særlig energi til byen. Hver uge er det som om, at nye bio-gallerier åbner, der udstiller eksperimenterende levende værker, og folk får lavet alle mulige vanvittige forandringer af deres kroppe.

Alle er selvfølgelig forskellige, men penge og interesser er altså de to vigtigste faktorer, når man flytter rundt og skal finde et nyt job. Og det skal de fleste af os jo tit. Der er selvfølgelig nogle, der trives i de her kaotiske, kortvarige stillinger. De ser bare masser af action, strategiske karrierevalg og jagten på den næste store mulighed. Men alle de valg, al den usikkerhed… Den kan også virke paralyserende. Min søn, for eksempel, lider af angst. Jeg gør mit bedste for at forberede ham på verden derude, men det er godt nok ikke nemt. Og det er mit ansvar, og mit alene, at sørge for han får de rigtige værktøjer.

Det er fedt, at vi er blevet mere accepterende. Altså, så sent som i går så jeg en person logre med sin syntetiske hale foran iskiosken længere nede ad gaden. Det er jo fantastisk at folk kan realisere sig selv, men hvad med dem der er ensomme eller deprimerede? Folk mødes i støttegrupper og vi forsøger selv at tage os af vores nærmeste, men alligevel… Jeg føler, vi som samfund bør gøre mere. Også selvom det er svært at definere hvem “vi” er, nu hvor alle hele tiden er på farten.

Rita
Rita er en del af et lille øsamfund og arbejder på distancen som landmåler.

Denne her ø har altid været mit hjem, og det vil den altid være. Jeg har forsøgt at forlade den, men det føltes helt forkert. Det er her jeg hører til.

Jeg arbejder selvstændigt som landinspektør. Livet som freelancer er hårdt, men sådan er det. Jeg har valgt det, fordi det giver mig friheden til at blive boende her, hvor jeg føler mig hjemme — også selvom prisen er høj. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide selve arbejdet, det er såmænd okay, men det bedste ved mit job er, at jeg bestemmer, hvor jeg arbejder fra.

Jeg får mine opgaver via forskellige platforme, der specialiserer sig i at forbinde arbejdsgivere og selvstændige. Som landinspektør opstår opgaverne pludseligt, fra dag til dag, så jeg ved næsten aldrig hvad morgendagen bringer. Den ene dag undersøger jeg måske en forladt fabrik, og den næste et område, der potentielt kan bruges til ressourceudvinding. Jeg får opgaver verden over, så jeg lejer det udstyr, jeg skal bruge, lokalt. Typisk droner og forskellige sensorer. Jeg kan jo ikke flyve en drone hele jorden rundt.

Min søster bor faktisk på den anden side af jorden for tiden. Hun savner det her sted, så hun har genskabt vores barndomshjem på en virtuel version af øen.

Sidste måned samledes hele familien for første gang i årevis, men altså virtuelt. Vi mødtes på stranden og spiste aftensmad mens vi så solen gå ned. Børnene væltede rundt i strandkanten, sand overalt. Duften af havet, vinden i håret, bølgernes brusen, smagen af grillet fisk – det var helt fantastisk. Jeg kan slet ikke fatte hvor ægte det føltes.

Vi er vist alle sammen enige om, at det her er et ret godt alternativ, når nu vi ikke kan mødes fysisk. Altså, måske lige undtagen min far, som var offer for en lille ekstrafunktion. Min søster blev træt af vores fars evindelige spørgsmål om, hvordan det går med hendes karriere, så hun fik en gigantisk ørn til at stryge ned fra himlen og flyve afsted med ham. Vi andre fandt det hysterisk morsomt, men jeg tror lige der går lidt tid, før vores far er klar på et gensyn med vores virtuelle barndomshjem.

Portrætter af MetaHuman Creator